Maiken Lindhardt
Født i 1994 ift 1
“Maiken Lindhardts malerier undersøger, hvad det vil sige at være kvinde, og hvad det vil sige at være menneske.
Det, vi ser i disse monumentale billeder, er en kvindeskikkelse, der dominerer hele lærredet. Hun er ikke gengivet naturalistisk, men stiliseret på en måde, der bringer minder om det tidlige fladebetonede modernistiske maleri.
Kvindens udtryk er langt fra entydigt. Er hun lykkelig, eller er hun bedrøvet, måske endda sorgfuld? Det er svært at afgøre præcist. Lidt af det hele lader det til.
På den ene side signalerer farverne udadvendthed og selvtillid. De er stærke i kuløren, nogle gange næsten tropiske som i et Frida Kahlo-maleri. Noget, der også kommer frem via de frugter, vi ser på billederne: citroner, bananer og appelsiner,. På samme måde virker de skakternede mønstre på kvindens bluse og kjole meget pågående og viser tydeligt, at vi har at gøre med en stærk personlighed.
På den anden side er der elementer i malerierne, der viser hen til en usikkerhed og skrøbelighed. Masken f.eks., for hvorfor bære maske, hvis man hviler i sig selv? Det gør man kun, hvis man ønsker at tilpasse sig andres forventninger. Hvis man har behov for at gemme sig.
Et enkelt maleri, ”Lyseslukker”, kan måske forklare noget af dette. Fingrene, vi ser slukke et stearinlys, kan naturligvis tages bogstaveligt: det er blot er stearinlys, der bliver slukket. I barokkens stillebens var der derimod ingen tvivl: et slukket lys symboliserede død, vanitas. Et varsel om, at vi alle skal dø en dag. Maiken Lindhardts titel efterlader heller ikke megen tvivl. En lyseslukker er en, der knuser ens drømme. En, der smadrer optimismen og glæden og nærmest ser ud til at nyde det.
Men er det andre mennesker, de nære relationer, omgivelserne, en led chef, dårlige kolleger, der gør dette? Eller kan det være kvinden selv, som presset af manglende selvværd, ødelægger det for sig selv? Der er vel ingen, som kan sige sig fri for at have oplevet dette på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Måske er det begge dele, måske er det både-og. ”Mirror” synes at bekræfte dette. Her er kvinden bogstaveligt talt delt i to. En spejling, javist, men også en spaltning. Livet er svært, livet er hårdt. Men der er håb. På hvert eneste maleri ser vi en fugl. For nu at se på kunsthistorien igen var en fugl i et bur et symbol på den indfangede sjæl, på legemlig og psykisk ufrihed, mens en fri fugl – udtrykket taler for sig selv – var det modsatte. Fuglen er altid fri i Maiken Lindhardts billedverden signalerende håb, frihed og optimisme.
Og så der jo malerierne selv. Stærke, pågående, kraftfulde, selvtillidsfulde, for Maiken Lindhardt er en virkelig god maler.”
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen